12 ting jeg ville ønske jeg havde vidst om det 4. trimester

Forleden kom Michael og jeg til at snakke om graviditet, fødsel og tiden efter fødslen. Jeg husker graviditeten med A som relativ ubesværet og nem, trods nogle ekstra tjek og skanninger og selvfølgelig lidt kvalme og træthed. I det store hele havde jeg det jo godt og baby havde det også godt. Fødslen frygtede jeg, men regnede også med at naturens gang ville tage sig af det meste. Jeg vidste godt, at det var uundgåeligt – og hvis jeg ville have den der baby, var der altså bare ingen vej udenom at føde. Så uden de helt store forventninger, glædede jeg mig egentlig bare til at møde den lille energiske pige, som havde hoppet trampolin på min blærer og leget karate med mine ribben.

Veerne kom (ret uventet og lettere ubelejligt!) før tid, fødslen gik i gang og 17 timer senere sad vi lykkeberusede og kiggede på vores lille mirakel. Sikken idyl…

… Lige indtil alle jordemødre og sygeplejersker havde forladt stuen, og Michael og jeg sad alene tilbage med det, der nu var vores lille baby. Og så panikkede jeg – hvad nu?

I al min naivitet havde jeg ikke rigtig forberedt mig på det, som mange populært kalder for det 4. trimester – altså tiden efter fødslen. Måske havde jeg fået stukket en pjece i hånden på fødegangen, det kan jeg ikke huske, men ihvertfald var der ingen der havde foreredt mig på den rutsjebanetur som den første tid kan være. Al snak, de mange mere eller mindre gode råd og fødselshistorier havde primært handlet om og ledt op til selve fødslen. Hele vejen gennem graviditeten var jeg blevet holdt i hånden af søde jordemødre og læger, som målte og mærkede om alt var som det skulle være. Og det kunne jeg forholde mig til.

Pludselig, da jeg sad der med en lille ny baby i armene, følte jeg mig fuldstændig panisk! Efterhånden som de første timer, dage og uger med vores lille ny skred frem, følte jeg mig virkelig snydt og forrådt af samtlige mødre i verden, som allesammen vidste bedre og ikke havde sagt noget til mig. Ikke sådan rigtig. Jeg kan ikke engang tælle de mange gange de garvede jordemødre og sygeplejersker på fødegangen sagde “det skal nok komme…” og “det finder du ud af…” og “spørg endelig hvis der er noget!”. Problemet var bare, at jeg som førstegangsmor ikke havde nogen som helst ide om hvad noget var eller hvad det var jeg skulle finde ud af.

For mig var det en kæmpe omvæltning af stå med en lille ny i armene. Oveni hatten var den første tid præget af, at jeg hele tiden stødte på nye ting, indtryk og følelser som ingen havde advaret mig om. Jeg måtte bare tage det som det kom og se det som en del af oplevelsen –

Oprigtigtalt tror jeg, at min oplevelse havde været mere overkommelig, hvis jeg havde været bedre forberedt. Én af de ting, jeg glæder mig over ved at være andengangsfødende er, at selvom fødsler og babyer er forskellige, så har jeg en nogenlunde ide om, hvad jeg kan forvente af processen. Og jeg har en bedre ide om, hvordan jeg kan takle de forskellige ting som følger med det at blive mor.

Det her indlæg er bestemt ikke et forsøg på at lave skræmmekampagne – og min oplevelse er selvfølgelig min egen – men her er ihvertfald 12 ting, jeg ville ønske nogen havde fortalt mig om det 4. trimester:

1 Kørt over af en traktor
Når du har født, føles det fuldstændig som om du lige er blevet kørt over af en traktor. Umiddelbart efter fødslen var jeg høj på baby adrenalin og selvom jeg ikke havde sovet i næsten 2 døgn, følte jeg bogstavelig talt at jeg kunne klare hele verden. Jeg mener, jeg havde jo lige født et lille menneske! Men da adrenalinen havde lagt sig og de første gæster var gået, gik det op for mig hvor fuldstændig lammet jeg var i hele min krop. Da jeg i løbet af natten forsøgte at rejse mig for at komme på toilettet, var jeg øm, afkræftet og fuldstændig lammet. ALLE muskler i min krop havde fået tæsk! – og sådan fortsatte det i flere dage. Og det er åbenbart heeeeelt normalt. Havde jeg vidst det den nat jeg vågnede og skulle tisse, havde jeg nok insisteret lidt kraftigere på, at Michael måtte blive på hospitalet med mig og ikke tøvet med at ringe efter en sygeplejerske til at hjælpe mig på toilet.

2 Ubehagelige toiletbesøg
En tur på toilettet efter man har født, er ret ubehagelig. Det er selvfølgelig ikke så mærkeligt, når man tænker på hvad man har udsat sit underliv for, men alligevel. Mit bedste råd, køb et lille lager af de største trusseindlæg du kan skaffe – du får dem helt sikkert brugt – og forbered dig på nogle lidt længere toiletbesøg. Og nå ja, efter fødslen bløder man i op til en uge. Held og lykke!

3 Hæmorider og rifter
Nu vi er ved toiletbesøg… Hæmorider er jo sådan noget gamle mænd får, ik!? Det troede jeg ihvertfald! NEJ! Man kan skam også få både hæmorider og rifter både før og efter man har født – og kombineret med forstoppelse er det ikke en særlig behagelig affære. Så skynd dig til lægen – man kan gøre noget ved det!

Tudeture, tudeture og flere tudeture
De første dage og uger efter fødslen var mildest talt en rutsjebanetur af tureture, glæde, vrede og træthed. Forestil dig en grå og trist regnvejrsdag iført et par meget sorte solbriller – det var cirka sådan jeg anskuede verden det første stykke tid. Behøver jeg sige at det var ret deprimerende. Det ene øjeblik var jeg ovenud lykkelig og det næste var jeg fuldstændig deprimeret og grædefærdig. Oveni hatten havde jeg et lille menneske som krævede mad og opmærksomhed oftere end jeg kunne følge med. Det er det mest vanvittige hormonhelvede jeg nogensinde har været udsat for, men det er åbenbart ganske normalt at have det sådan. Jep, helt normalt! Man skal bare huske, at det går over (og hvis det ikke gør skal man tage fat i sin læge) og at der nok skal komme balance i det nye liv.

Den største fejl jeg begik i den periode var nok, at jeg forventede at alting skulle fortsætte ligesom før – bare med en baby. I stedet for at tage en lur, benyttede jeg babys sovetid til at få gjort rent, lave mad og lade som om livet var helt normalt. Hvis jeg skal give mig selv et godt råd til næste gang, så er det at sove så meget som muligt og bare lade alting stå til indtil de værste hormoner passere. Faktum er, tingene er nemmere at overskue hvis man har fået sig lidt søvn :)

5 Hårtab
Hormoner er noget underligt noget. I tiden efter fødslen begyndte jeg at tabe en masse hår indtil tykkelsen på det var næsten halveret. Total panik – indtil jeg så fandt ud af, at også det er helt normalt. Heldigvis er det da kommet tilbage, men jeg havde en lang periode, hvor jeg helt reelt frygtede at jeg var ved at blive skaldet. Så forbered dig på en (periodevis) ny frisure!

6 Amning er ikke det mest naturlige i verden
Selve det at amme er jo ganske naturligt. Det er et system der fungerer – bare ikke for alle! Jeg havde aldrig spekuleret over, at amning på nogen måde skulle være besværligt, for jeg har jo set det så mange gange. Og efter fødslen er det første der sker, at babyen bliver “lagt til” og så er processen ligesom igang. Eller det troede jeg. Amning er nemlig ikke altid noget man bare lige gør. Af alle mulige årsager kan det være svært at få det til at fungere, så bliv ikke ked af eller skuffet hvis amningen tager lang tid at få igang. Du er ikke den eneste, selvom det kan føles sådan. Hvis du kæmper med amning, så få hjælp og giv det tid. Jeg opgav amning efter godt 3 uger og en indlæggelse med brystbetændelse, og jeg vil virkelig ønske at jeg havde fået den nødvendige hjælp og vejledning lige fra starten! Så spørg og sug til dig af al den hjælp og gode råd, du kan få.

7 Linse Kessler bryster
Noget andet jeg ikke var forberedt på var de enorme Linse Kessler bryster som dukkede op nogle dage efter fødslen. Jeg har aldrig sat mig ind i, at mælken først løber til nogle dage efter babys ankomst og at de hæver op til en størrelse som let kan forveksles med Linse Kessler – ihvertfald føltes det sådan. Av av av! Jeg gik 2 størrelser op og levede i en god sports bh indtil jeg fik fat i den rigtige amme bh (dem jeg havde købt på forhånd var for små). Har du en fryser, så hav nogle isposer liggende (de er gode lige efter amning!) og sæt også gerne tid af til nogle varme bade. For mig endte hele Linse Kessler fornøjelsen som sagt med brystbetændelse – og set i bakspejlet tror jeg det kunne have været undgået hvis amningen havde været mere succesfuld.

8 Maven forsvinder ikke
Baby er ude! Yay! Men den der bule på maven går altså ikke væk lige med det samme, så kan godt regne med at se lidt smågravid selvom du har født.

9 Efterveer
Det er dybt uretfærdigt, men bedst som du tror det hele er overstået – kommer der efterveer.

10 Forelskelse kan tage tid
Det er spændende at møde sin lille nye baby, det er det bestemt. For nogle er det “kærlighed ved første blik” – mens det for andre godt kan tage lidt længere tid at forelske sig i det lille ny menneske som er kommet til verden. Det er noget underligt noget at sidde der med et barn i armene, som man på én gang synes man genkender og som samtidig er meget fremmed. Jeg var selvfølgelig lykkelig for A, da hun kom til verden, og jeg kunne mærke en tilknytning til hende lige fra starten – men samtidig følte jeg også, hun var meget fremmed (og med lidt for hyppige madvaner) og det tog tid før jeg rigtig “vænnede” mig til hende.

11 Knas i parforholdet
At få en baby har været den største udfordring i vores parforhold – man har godt hørt, at det kan være lidt småt med søvn og sådan, men jeg vil vove den påstand, at man ikke helt kan sætte sig ind i den fulde baby-oplevelse, medmindre man selv har gennemlevet det. Livet blev vendt op og ned og vi skulle pludselig til at finde ud af, hvor hinandens grænser gik på en helt ny måde. Når man er træt og udkørt er det ikke altid nemt at være overbærende, kærlig og offervillig. Især i starten var det en udfordring at finde balancen i vores nye liv og forælderroller! Jeg læste engang et godt råd til nybagte forælder der hed: lav en aftale om, at alt hvad der bliver sagt (eller råbt eller grædt) mellem kl. 22 og 06:30 tæller ikke!

12 Det bliver bedre!
Jeg kan huske en dag, hvor jeg – i zombielignende tilstand – var gået i Netto alene. Turen frem og tilbage fik mig til at føle, at jeg var helt forkert. Alle andre så helt normale, glade og udhvilede ud, og i et kort øjeblik følte jeg, at et meget lille menneske lige havde taget livet fra mig og at det nok aldrig ville bliver bedre! Det gjorde det heldigvis! Uanset hvor sort det hele måtte se ud eller hvor træt eller trist du er, så bare husk – det bliver bedre! Der skal nok komme (nogenlunde) balance i din krop, søvnen, følelserne og livet i det hele taget før eller siden igen :)

Skriv kommentar

Your email address will not be published. Required fields are marked *