20 ideer til sommer på budget | København

For vores vedkommende bliver sommeren tilbragt i dejlige og forhåbentlig solrige, lille Danmark. Turen går nemlig til Langeland i sommerhus med nogle af vores skønne venner og deres dejlige tumling. Det bliver Augustas første ferie, og jeg er rigtig spændt på, hvordan det kommer til at forløbe. Og ja, så glæder jeg mig til at udforske nye omgiveler, slappe af, nyde min lille familie og hygge med vores venner.

Vi har valgt at vente med de lidt længere ferierejsemål til Augusta bliver lidt større. Ikke fordi hun ikke kan klare en flyvetur, men simpelthen fordi vi på forhånd ikke turde satse på, at hun var en nem baby at slæbe med udenlands. Nu hvor sommerferien skal nydes i det danske, har vi planer om at søge solens varme stråler i de mørke vintermåneder. Destinationen endnu ukendt.

Foruden vores sommerhus-eventyr på Langeland, har vi også planer om at tage på nogle dagsudflugter i ferien, og bare nyde, at vi bor lige op og ned ad skønne København. Det er som regel ikke den helt store kunst at finde på aktiviteter, der koster penge. For eksempel har vi planer om Augustas første tur i Zoo (og ja, jeg ved godt at det på dette tidspunkt i hendes liv nok mest er forældrene der får noget ud af det) og et par ture i svømmehallen, hvis vejret skulle gå hen og blive dårligt. Ja, dyre aktiviteter er der skam nok af! Det er straks sværere at finde på gratis underholdning – i hvert fald kræver det en smule mere planlægning og kreativ opfindsomhed. Og er man – ligesom os – på jagt efter udflugtsmål eller aktiviteter til sommerferien, som ikke koster en formue, er her min liste med 20 gode og børnevenlige ideer til udflugter i det Københavnske – og så er det meste ganske gratis.

  1. Tag en tur forbi Amalienborg, vink til de kongelige og se Livgarden gennemfører vagtskifte hver dag kl. 12:00
  2. Pak en picnickurv og et tæppe og tag på udflugt I dyrehaven
  3. Postmuseet har flere forskellige gratis aktiviteter for børn henover sommeren foruden deres faste udstilling, som også er gratis. Se mere information om fx deres legeland på hjemmesiden.
  4. Pak børnenes cykler og begiv jer afsted til trafiklegepladsen i Fælledparken
  5. Trænger man til en pause fra byens støj og larm, så tag ungerne med en tur “på landet” på bondegården i Remiseparken. De har bade kaniner, grise, høns og en ko og flere gratis aktiviteter for børn i hverdagene.
  6. Man kan sagtens få en hel dag til at gå med et besøg på Frilandsmuseet. Vi har selv været på udflugt flere gange. I sommerperioden fremføres teater og desuden kan man køre rundt i hestevogn.
  7. Tag en tur i Frederiksberg have og fodre gæs og sige hej til elefanterne.
  8. Kongens Have dukketeater. Forestilling kl. 14 og 15 tirsdag – søndag.
  9. Planlæg et mini-motionsløb for hele familien på Søndermarkens interactive motionssti
  10. Børnenes museum på Nationalmuseet byder på indendørs kreativitet på en regnvejrsdag.
  11. Det er gratis at kigge indenfor I Disney butikken på strøget, og børnene vil helt sikkert elske at begive sig ind i Disney’s Univers
  12. Lindevangsparken er velegnet for de mindre børn og er et glimrende udflugtsmål; især når vejret er godt. Parken byder på både småbørnslegeplads og et soppebassin.
  13. Tag en tur til Langelinje, spis en vaffelis og hils på den Lille Havfrue (gør oplevelsen ekstra sjov og klæd jer ud som tourister).
  14. Statens Museum for Kunst har værksteder for børn der kan lide at udfolde deres kreatvitet. Værkstederne undervises af kunstnere. Åben 1 juli – 7 august (koster 45,-)
  15. Bakken er et hyggeligt udflugtsmål, også selvom man ikke har planer om at køre I rutsjebane. Der er god stemning og massere ting at kigge på, hvis man har barnevognsbørn med.
  16. Den nye Tårnlegeplads I Fælledparken er et godt alternativ til en almindelig legeplads, og er især god, hvis man har flere børn at underholde. Tag eventuelt legetøj til sandkassen med, så de mindste også er underholdt.
  17. Børnebiffen I filmhuset (3-6 år) byder både på børnefilm og mulighed for selv at lave sin egen film. Biografen er gratis I hverdagene, men koster I ferieperioden 10 kr.
  18. Bavnehøj friluftsbad er et godt alternativ til stranden på de varme dage
  19. Tag en tur til Amager strandpark. Udover sand og vand, byder Amager Strandpark også på andre aktiviteter som fx mini-golf, hvis man alligevel vil spenderer et par kroner.
  20. Naturcenter Vestamager er et hyggeligt udflugtsmål, hvor man kan bygge bål, lege friluftsudstyr. ride på pony eller overnatte.

Har du et godt bud på sjove (gratis) aktiviteter, som børnene vil elske her i sommerferien?

Skriv kommentar

Your email address will not be published. Required fields are marked *