8 klassiske børnebøger dit barn vil elske

Et af mine dejligste minder fra min barndom er højtlæsning. Min mor har altid været en trofast godnathistorie-oplæser, og min mormor har ofte formået at læse mig i søvn, når jeg fra tid til anden har overnattet hos hende. Skønt. Måske er det derfor, jeg glæder mig til, at jeg selv skal læse godnathistorier for Augusta? Der sker bare et eller andet magisk, når der bliver læst højt. Punktum. Og så skulle det vistnok også være godt for børns sprog eller koncentrationsevne eller noget i den stil?

Ihvertfald, vi er begyndt at læse godnathistorie med Augusta. Ikke noget ekstravagant. Ikke nogen lange, komplicerede eventyr med prinser og prinsesser og “de levede lykkeligt”-slutninger. Næ nej. Vi læser The very hungry caterpillar; en god, robust lille pap-bog om en sulten larve der spiser en masse mad, indtil den til sidst bliver tyk og fed, bygger en puppe og bliver til en sommerfugl. Augusta er vild med billederne, og kan sidde stille og kigge med i et par minutter (og så er hendes tålmodighed også opbrugt). Men åh, hvor jeg nyder det.

Efterhånden som hun bliver større (og oparbejder noget mere sid-stille-og-lytte tålmodighed), kan vi give os i kast med nogle af de bøger, som jeg også selv elskede som barn. Og det glæder jeg mig til. Hvis du har børn, der gider sidde og lytte med, mens du læser, nyd det! Væk med iPad og igang med nogle af de gode, gamle børneklassikere. Det må være dagens opsang. Jeg har samlet 8 af mine personlige favorit klassikere, når det kommer til børnebøger (for børn i alle aldre). God fornøjelse, Læseheste.

  •  Jakob og Joakim bøgerne
  • Alfons Åberg bogserien. Jeg kan huske, at jeg som lille var et begejstret for Kom nu, Alfons Åberg.
  • Spørge Jørgen (en klassiker, som for de voksne nok godt kan blive lidt trættende i længden)
  • Tante Grøn, Tante Brun og Tante Lilla
  • Pelle Haleløs
  • Gummi Tarzan
  • Folk og røvere i Kardemomme by (Åha, jeg elsker altså den her)
  • Peter Pedal

Hvilken en børnebog bliver læst mest hjemme hos jer?

Kommentarer

  1. siger

    At læse er noget af det skønneste man kan have sammen med et barn. Jeg var en overgang nærmest besat af at samle børnebøger og har et helt minibibliotek med 100 vis af titler som jeg har læst igen og igen for mine tre børn.

    Det er allesammen godt titler du har fundet frem, men det sjove ved at læse for børn er at det er noget der sker mellem barnet og den voksne. Derfor kan man aldrig helt vide hvilke bøger der hitter hos ens unger. Jeg tror du vil komme til at elske den verden af ord og forhåbentligt også finde mere moderne titler som I vil glæder jer over.

    • volkswick siger

      Åha, det lyder skønt med et helt minibibliotek! Jeg er enig med dig i, at man ikke nødvendigvis kan vide, hvad ens børn vil kunne lide eller ej (præcis ligesom man heller ikke kan tvinge ens unger til synes det er sjovt at tegne eller klatre i træer) – men jeg synes nu alligevel, der ligger noget smukt i at videregive sin egen “arv” om du vil, og dele noget af det, man selv har holdt af. Hvis de så hellere vil læse helt nye bøger, jeg ikke selv kender, så begiver vi os bare ud på dé eventyr til den tid! I forvejen har jeg et eller anden ide om, at det er sundt ikke hele tiden at skulle opfinde den dybe tallerken. Men jeg er jo sådan set også kun lige begyndt på det her mor-halløj, så hvem ved… måske går der et lys op for mig senere hen! Tak for din kommentar.

  2. siger

    Det er så hyggeligt at læse med sine børn! Liam har næsten kunnet lide alle de samme bøger og historier, som jeg elskede som barn:) Alt med Astrid Lindgren, Jakob og Joakim, Peter Pedal og Lotte og Totte bøgerne. Og så er der en masse nye, som vi har opdaget sammen. Det er i øvrigt også sjovt at genlæse alle klassikerne som voksen. Man ser dem på en hel ny måde samtidigt med at man bliver så nostalgisk og kan huske præcis, hvad man tænkte dengang, man fik dem læst. Det er sjovt! Du har lidt at glæde dig til der;)

    • volkswick siger

      Jeg er glad for, der er andre derude, som er glade for de gode gamle klassikere Kathrine :) En del glæden er jo netop også, som du siger, at man selv bliver så begejstret (og får lov at give det videre og samtidig se det i et nyt perspektiv).

Skriv kommentar

Your email address will not be published. Required fields are marked *