En mors bekendelser

Jeg synes det er så afsindig befriende at høre andre mødre beklage sig, når de synes der er noget der er hårdt ved at være forælder. Ikke fordi jeg under andre det dårligt, men fordi det er rart at vide, man ikke er palle alene i verden om at føle og tænke nogen bestemte ting om moderskabet. Forleden nat var én af de nætter, hvor nattesøvnen mere eller mindre udeblev. For det første fordi det var varmt og derfor godt umuligt at falde i søvn, og for det andet fordi Augusta var vågen ad flere omgange og blev hysterisk så snart hun ikke kunne se den ene af os fra sin tremmeseng. Det resulterede i, at jeg sad i lang tid på gulvet ved siden af hendes seng, indtil hun lukkede øjnene og trak vejret tungt. Men ligeså snart jeg bare så meget som tænkte på at rejse mig og liste ud af værelset, åbnede hun panisk øjnene op. Efter lang tid besluttede jeg mig så for at prøve at give hende noget at drikke. Klokken var 3:16. Da jeg kom ud i køknet, så jeg til min store begejstring, at der var tændt lys i lejligheden skråt overfor, hvor vi bor. Der bor nemlig et barn fra Augustas vuggestue på nogenlunde samme alder, som vi hilser på engang imellem. Og måske lyder det underligt, men jeg blev helt glad ved tanken om, at der måske var nogen på den anden side ad vejen, som heller ikke fik deres fulde nattesøvn. Sådan lidt alla ”YES! Jeg er ikke den eneste i verden, som er vågen på dette afsindig umenneskelige tidspunkt og nok ikke kommer i seng igen foreløbig”. Jeg fik næsten sådan en følelse af fællesskab og sammenhold, og om ikke andet var humøret meget bedre, da jeg igen bevægede mig ind til tremmesengen.

Det er fantastisk at være mor. Det er givende og livsbekræftende, og jeg ville ikke ønske mig det anderledes. Men det er altså også hårdt – mest af alt fordi du som forælder bliver tvunget til at forholde dig til sider af dig selv, som ellers var blevet gemt godt væk under gulvtæppet. For mit vedkommende er det min tålmodighed (eller mangel på samme) som bliver testet og sat på prøve på en måde, jeg absolut ikke ville udsætte mig selv for i en barn-fri verden. Det er svært at forklare – men i bund og grund har det vel noget at gøre med personlighed og hvem man er. Og hvordan ens barn er. Hvad der er svært for mig, er måske det rene barnemad for andre, og omvendt.

Som sagt, det sværeste er uden tvivl at blive konfronteret med sine egne svagheder hele tiden. I dag var én af de dage. Augusta var hjemme med feber og havde sådan en dag, hvor et forkert blik i hendes retning resulterede i, at hun brød ud i gråd og jammer. Flere gange kastede hun sig ned på gulvet i ren hysteri – og jeg tror ikke engang selv, hun vidste hvorfor. Det er selvfølgelig ikke sjovt at have feber (sådan en reaktion-på-vaccine-feber), det lille pus. Men hold nu op … ! Hvis der er noget der er drænende, udmattende og dybt irriterende, så er det et pylret barn, der hverken ved hvad hun vil eller ikke vil. Og som ikke engang kan sige, hvad hun vil – og som derfor bare bliver hidsig, hvis moderen ikke score point på gættetavlen i første forsøg. Det der i virkeligheden er drænende og udmattende for mig er, at jeg bruger al min energi på ikke at blive irritereret og sur. Jeg gør mit bedste for at bevare mit mor-cool: være rolig, blik, kærlig, forstående, lyttende osv. Af natur er jeg (indrømmet) ikke særlig tålmodig, og jeg har derfor – helt instinktivt – allermest lyst til at flygte langt væk til et stille, uforstyrret sted, hvor jeg ikke skal forholde mig til hysteri og brok og et ubeslutsomt feberbarn. Den der konstante uro går mig simpelthen bare på nerverne. Det gør jeg selvfølgelig ikke – flygter, altså. Jeg konstaterer bare den indre kamp for at bevare roen. I stedet leger jeg mor. Hele dagen lang. En rolig mor, helst. Lige indtil barnefaderen træder ind ad døren. Et lettelsen øjeblik og Augusta stormer ud til hoveddøren for at kaste sig i armene på sin far. Han er helt klart hendes ynglings i det øjeblik, han træder ind ad døren. Uanset hvor medtaget eller syg hun er, er der intet der kan stoppe hende fra at hvine begejstret, når far løfter hende op på armen og snurrer rundt og rundt, kysser og krammer.

Jeg kaster mig også over ham – men mest for at sige “red mig fra en laaaaang og udmattende dag”. Jeg har brug for 2 minutters pusterum. Alene. Så jeg lige kan samle kræfter og overskud til lidt mere brok og klynk. Michael tager glædeligt over. Det sjove er, han synes slet ikke den slags er irriterende. Han kan sidde midt på gulvet i en eksplosion af legoklodser og cherrios med et pivset barn på skødet uden overhoved at fortrække en mine. Jeg misunder ham nogen gange. Hvorfor kan jeg ikke det? Være helt upåvirket og ligeglad. Misforstå mig ikke, for jeg elsker at være mor. Jeg elsker de våde kys og alle de mange, små hverdagsglæder. Når jeg kigger ind i de to små brune øjne, bliver jeg fyldt med en ubeskrivelig kærlighed, som ikke kan beskrives med ord. Men nogle dage kan føles som om, jeg træder vande i kviksand. Tålmodigheden og alle mine kræfter er brugt op, og der er ikke mere at gi´af. På de dage, er jeg virkelig – som i virkelig – glad for, at jeg ikke er alenemor. Jeg tror, jeg ville egne mig enormt dårligt til det, og jeg er virkelig fuld af beundring over alle dem, som kan. 

Det med at være mor er i høj grad en process. Rollen som mor konfronterer mig med mig hele tiden. Som at stå foran “det lille spejl på væggen der” dagligt og blive mindet om sine skønhedsfejl, svagheder og styrker. Jeg kan se, hvor langt jeg er kommet, men jeg kan også se, hvor lang vej, jeg har igen. Og der er helt klart plads til finjusteringer, forbedringer og ændringer.

Kommentarer

Skriv kommentar

Your email address will not be published. Required fields are marked *