Kære Augusta | 11 måneder

Kære Augusta,

I dag har været en god dag. Det er første dag i 11 dage, du ikke har kastet op – og ærlig talt, den første dag i over en måned, du har virket nogenlunde frisk. Faktisk er den forgangne måned en ren tåge af sygdom, og jeg har svært ved at huske, hvad der egentlig er sket, og hvad du har lært. Du har mest bare været syg. Det begyndte selvfølgelig et par dage efter, du startede vuggestue (ren kliché). Du fik feber, opkast og alt det der, som jeg vidst nok har skrevet om før. Så kom snotnæsen og hosten. Du nåede lige 4 dage tilbage i vuggestuen – stadig med snotnæse og hoste – inden det gik nedad bakke igen, og for 14 dage siden fik du influenza. En slem omgang med feber og opkast, ingen appetit. Og så fik du smittet far og mig som henover et par dage skiftedes til at være meget syge. Heldigvis kom mormor os til undsætning og passede dig, mens vi kom ovenpå igen. Vi blev raske, du fortsatte med at kaste op. Du havde såmænd også forstoppelse, og det var ligesom om, der ikke var plads til noget nede i maven. Og samtidig var du sulten, fordi du stort set kun levede af saftevand. Mælken røg retur med det samme, og mad gad du ikke. Du har nippet lidt til lidt brød og måske lidt frugt. Nogle dage har du været utilpas hele dagen, pylret og ked af det. Andre dage har du virket friskere og glad opad formiddagen, men så gik det nedad bakke ingen hen af eftermiddagen med opkast og gråd.

Nætterne har også været lange. For et par uger siden rykkede vi din tremmeseng ind i soveværelset, så vi var fri for at rende frem og tilbage hele tiden, og så vi bedre kunne holde øje med dig. Min indre mor-alarm har været ekstra opmærksom her på det sidste, og jeg er vågnet ved den mindste bevægelse eller lyd fra dig i sengen. Efterhånden husker jeg kun svagt de nætter, hvor du sov 11-12 timer i streg, men i al hemmelighed håber jeg hver eneste aften på, at nu sover du hele natten igen. Men det er selvfølgelig svært at sove godt, når man er sulten eller skidt tilpas. Din stakkel. Du har sovet så utrolig dårligt de sidste mange uger. Nogle nætter har vi været oppe i flere timer, og du har grædt og grædt. Tit er du vågnet med skrig og har været nærmest helt utrøstelig. Du er i forvejen meget urolig i kroppen, når du skal sove, og det har bestemt ikke hjulpet, at du har haft kvalme eller været stoppet til i næsen, og du har virkelig kæmpet (og kæmper stadig) en kamp for at slappe af og falde til ro. Der er vendt op og ned på alt hvad der hedder putteritualer og ”plejer”. Lejligheden flyder med nullermænd, og jeg har helt opgivet at følge med den rekordstore (og stinkende) bunke med vasketøj. Sikken en start op det nye år, hvad? Det har taget hårdt på os alle tre, men forhåbentlig er vi ved at være på den gode side af hele postyret. Jeg glæder mig til det bliver varmere i vejret og til sæsonen for sygdom er ved at være slut. Jeg glæder mig til du ikke hoster mere, til du får appetitten helt tilbage og til du får din energi tilbage. For en måneds tid siden var du en lille nysgerrig, livlig og glad baby med massere af gå-på-mod, men i disse dage er du mere puttesyg og pylret, og vil hellere sidde på armen end lege på gulvet.

Men du er stadig ligeså knus-elskelig, som du altid har været. Du charmer dig vejen frem i livet. Selv når du har det rigtig skidt, må man gerne få et smil eller en sjov grimasse. Jeg har virkelig nydt, at du har haft lyst til at putte (det har du aldrig haft ”tid” til før), selvom det har været på den bekostning, at du var brændende varm med feber. Vi har fået mange kram og dejlige kys. Du er meget bevidst om, hvordan vi reagerer på dig. Du elsker at være i centrum, og du siger også fra, hvis der er noget, du ikke gider. Lige for tiden er jeg stor fan af vores små snakke – du efterligner alle lyde og ord, du hører, og du er begyndt også at tilføje fagter. Fx holder du dine små hænder ud til siden, når vi siger ”tadaa”, du vinker helt bevidst, klapper og vifter hænderne i luften, når du er ”færdig” med at spise. Du peger på alt og alle med din højre pegefinger, og forsøger at ramme øjne, ører, næse og mund, når vi peger på hinanden eller i bøger. Du er også en ren Einstein, når det gælder spil på iPhone, og du har efterhånden lært hvordan man flytter rundt på de små figurer i dit favorit spil. Du elsker at hænge på hoved, og kaster gerne dig selv frygtløst bagover, når du sidder på skødet (til stor skræk og rædsel for mig selvfølgelig). Du elsker også at køre i barnevogn og læner dig tilbage og putter dig i voksien alt imens du beskuer verden fra din varme hule med et saligt smil på læben. Du er skøn. Dit hår er begyndt at vokse i nogle enkelte lange totter, og selvom du har tabt dig i løbet af den sidste måneds tid, er det tydeligt, at du er blevet meget større. Du kan nå toppen af spisestolene, strække dig på tæer og få øjenkontakt med mig på den anden side af køkkenbordet. Du kravler hurtigere end lynet, og den gåvogn, vi købte til dig for nogle uger siden, er stadig i et stort hit. Du elsker når ”nu kommer jeg og fanger dig”, især når du kravler. Du kravler som regel lidt væk, kigger dig over skulderen og griner og venter på jeg ”kommer og fanger dig”. Så kravler du med lynets hast i modsatte retning og hviner af begejstring, når jeg fanger og kilder dig. Du er skøn.

Trods en sygdomspræget og meget atypisk måned, er jeg sikker på, at du snart bliver helt dig selv igen. Og så er det bare et spørgsmål om tid, før du finder på flere og nye sjove løjer. Jeg nyder at følge din udvikling. Du har jordens smukkeste brune øjne, det skønneste grin og verdens sødeste lille ansigt.

Tænk at min lille pige snart bliver 1 år. Jeg elsker dig.

Mor heart copy

Skriv kommentar

Your email address will not be published. Required fields are marked *