Kære Augusta | 13 måneder

Kære Augusta,

Den sidste måned er fløjet af sted, og jeg har flere gange haft lyst til at skrive nogen ting ned, så jeg ikke glemmer dem. Men tiden og overskuddet har ikke været til det. Du har været syg (igen), og det tager på alles kræfter. Ugen op til påske fik du feber og kastede op i sengen den dag, vi fejrede min fødselsdag og havde lejligheden fuld af gæster. Ganske festlig afslutning på en ellers hyggelig dag. Derfra gik det så ellers ned ad bakke med dig. Feber, opkast og overhoved ingen appetit. Vi fyldte dig med saftevand i næsten en hel uge i træk – og intet andet. Du nægtede simpelthen at spise, og den smule vi prøvede at hælde i dig røg retur igen. Din tunge var helt hvid og i et helt døgn var dine øverste gummer helt røde og hævede, og din overlæbe lignede noget, der havde været udsat for en boksekamp. Vi troede måske det var tænder, men tog dig alligevel med til lægen, da du også havde fået et grimt svampeudbrud i numsen (død over vuggestuebakterier!). Han fik konstateret, at du i hvert fald ikke havde halsbetændelse. Nå. Det blev vi ikke klogere af. Du var syg i godt halvanden uge; sov en masse både dag og nat. 2 laaange lurer om dagen, og om natten vågnede du med korte mellemrum og var ked af det eller hostede. Henover påsken har du heldigvis fået det bedre. Appetitten og det gode humør er vendt tilbage, og du er (endelig) begyndt at sove hele nætter igen. Det har jeg set frem til i lang tid. Til gengæld har du smittet din far – med svamp i mund og svælg. Nu er det ham, der ikke kan synke og spise eller smage, og som siger at tungen føles som om, der er ild i den. Og et var så den påske. Præget af sygdom. Men vi har da hygget os alligevel.
Jeg spår, at vi engang i fremtiden kan sidde og tænke tilbage på alle de sygdomme, du fik raget til dig, da du gik i vuggestue. Og forhåbentlig kan vi grine af det. I hvert fald synes jeg efterhånden, vi har været igennem rigeligt.

Men nok om al dårligdommen. De sidste par dage har humøret været i top, og det er tydeligt hvor hurtigt du udvikler dig og lærer. Du overrasker mig dagligt med ting du pludselig forstår eller kan. Så sent som i morges sagde jeg ”kan du kilde fars tæer?”, hvorefter du styrede direkte hen til fars bare fødder i sofaen og begyndte at kilde dem. Det var soleklart, at du var fuld af forventning. Kildeleg. Her til aften, da du sad i badekaret og hyggede dig, begyndte du at efterligne en leg, far har lært dig. Den går ud på at holde en bold nede under vandoverfladen, tælle til tre og give slip på bolden, så den plopper op over overfladen og sprøjter vand. Du holdt bolden under vandoverfladen med begge hænder, sagde ga-ga-gaaaah, gav slip og grinede. Det tog mig et øjeblik, før det gik op for mig, at dine lyde betød, at du talte til 3. I det hele taget snakker og pludrer du utrolig meget. Du ”snakker”og peger og pludrer løs. Efterhånden er vi begyndt at forstå flere af dine ”ord”. Ma-ma-ma-ma betyder ”mad, og det skal være liiige nu!” og er som regel akkompagneret af en masse fakter med armene. Du kan også sige en masse dyrelyde. Far og jeg købte en bog til dig i London med bondegårdsdyr, hvor man kan trykke på nogle knapper i siden og hører lydende. Du elsker den. Du kan både sige som en abe, en ugle, en hest, et får, en kat og en hund. Fårelyde er du særligt glad for, og det skyldes måske også din interesse for at se Baby Einstein Puppets. Vi har jo købt dig en sækkestol, så du har din egen ”plads” i stuen, men indtil for en uge siden sagde det dig ikke særlig meget at sidde stille. Henover påsken er du begyndt at synes, det er lidt hyggeligt at sidde (eller ligge) i sækkestolen selv og se Baby Einstein på fjernsynet. Så ligger du og smågriner og gentager de lyder, som hånddukkerne laver. Du kan også finde på (helt uopfordret) at komme hen og ville sidde og puttehygge hos far eller mig, og det er noget af det bedste der findes. Forleden morgen, da du stod tidligt op, stod far op sammen med dig, tog dynen med ind på sofaen og tændte for fjernsynet. Du puttede dig på hans brystkasse og så fjernsyn, mens far blundede lidt videre. En skøn måde at starte dagen ud på, hvis du spørger mig (især fordi det var mig der var så heldig at blive liggende i min egen seng). I det hele taget elsker jeg vores morgener. Bevares, vi står da tidligt op, men lige for tiden er du i godt humør og har lyst til at spise. Du er begyndt at ville spise maden selv med en ske, nu hvor du har appetit, og der ryger ufatteligt store mængder havregrød med æblemos ned på rekordtid. I hvert fald hvis man sammenligner med, hvordan det tidligere har været. Efter du stoppede med modermælkserstatning (det gjorde du kort efter din fødselsdag i forbindelse med, at du kastede op konstant og havde hård mave) er det ligesom om, en hel ny verden af mad er gået op for dig. Nok fordi du ikke har ondt i maven og kvalme! Og ja, også fordi du er begyndt at få tænder. Din ene fortand er lige kommet frem for to dage siden, og det ser så skægt ud. Jeg skal lige vænne mig til, at du efterhånden er mere en tumling end en lille baby, med tænder og det hele. Dog mangler der lidt flere bisser, før du kan tygge al mad ubesværet – men det tager vi som det kommer. Lige nu er det bare en sejr, at du har lyst til at spise og ikke som sådan er kræsen. Livretten er stadig kartoffel/porrersuppe, og det har du levet af, mens du har været syg. Men risotto, øllebrød, tunlasagne, ostehapsere og boller i karry er du også ret vild med. Og så selvfølgelig de omdiskuterede riskiks, som du elsker at sidde og hygge dig med i ny og næ. I nogle perioder har det været det absolut eneste, du ville lade komme i nærheden af din mund. Når noget ikke passer frøkenen, kaster du hoved fra side til side for at undgå maden. Du ved hvad du vil, og hvad du ikke vil – det er helt sikkert. Fx vil du meget gerne i brusebad og plaske med vand, men du vil absolut ikke ud igen. Du vil også meget gerne køre i klapvogn, men din autostol er du ikke særlig glad for (medmindre underholdningen er god nok). Du vil også meget gerne rende rundt på bare tæer, og helst overhoved ikke have igennem processen med at få tøj på. Når bleen skal skiftes, skal der helst lidt underholdning til at gøre dig tilfreds, så du bliver tilbudt alverdens ting fra skuffer og skabe, som du kan kigge på og undersøge mens du bliver skiftet. Ja, kort sagt, du har helt klart en holdning til tilværelsen – og du skal nok give den til kende.

Lille skat, du er slet ikke så lille mere. Faktisk er du blevet så stor, at du har været på din første ferie uden mor og far. Du boede 3 dage hos mormor, morfar og Magnus, mens vi var i London til min fødselsdag. Det klarede du strålende og dine bedsteforældre overlevede heldigvis. I hvert fald var det den historie, vi fik fortalt. Det var både skønt og meget underligt at være væk fra dig i flere dage i træk. Ovenpå flere måneder med sygdom og øv-dage, vat det skønt bare at være alene, sove længe og ikke skulle tænke på bleer, mad og middagslurer. Men vi snakkede om dig hele tiden, og måtte minde hinanden om, at vi også skulle tale om andre ting end dig. Det var nu svært. Da vi hentede dig hos mormor og morfar igen, fik jeg en klump i halsen og var lige ved at knibe en tårer af ren og skær glæde. Du var i gang med at hoppe på trampolin, men da du fik øje på mig, kastede du dig nærmest i armene på mig og begyndte ivrigt at vinke. Farvel og tak. Intet kan overgå glæden ved en genforening. Du gør det samme i vuggestuen, når jeg kommer og henter dig; Skynder dig hen til mig og vinker til pædagogerne. Det er dejligt at mærke, at du elsker os og har brug for os. Også selvom du bliver mere og mere selvstændig og uafhængig. For der findes bare ikke noget bedre end et rigtig dejligt Augusta-kram, hvor du klemmer begge arme rundt om min hals, siger Nnnnnnnn og holder fast. Der findes heller ikke noget bedre end at se dig tulle rundt på gulvet og lege. Hive bøger, puslespil og klodser ned på gulvet indtil stuen ligner et atomtilfælde, og trasker rundt med Kaj & Andrea i hænderne. Du elsker at stoppe legetøj i munden på Kaj, og du er blevet rigtig dygtig til at putte ringe på dit stabletårn – helt selv. Du har lært hvordan man åbner skabene i stuen, og du elsker at rode i kommodeskufferne i soveværelset, selvom du ikke må. Heldigvis har du endnu ikke knækket koden til køkkenskabene, selvom du godt ved, der gemmer sig mange sjove ting derinde. Til gengæld kan du gå. Fik jeg sagt det? Egentlig ville jeg skrive et helt brev kun om det, men det er efterhånden et par uger siden, og nu virker det pludselig ikke så vildt, som det gjorde de første par dage. Men tillad mig at gratulere. Tillykke min pige. Du har officielt taget hul på din selvstændighed. For at være helt præcis begyndte du at gå tirsdag d. 8 april hen mod aftenen. Pludselig slap du bare og begyndte at gå rundt. Du tog dine første skridt, da du var 9 måneder, men siden hen har du ikke rigtig turde slipper dit ”sikkerhedsnet”. Det har du nu, og det er noget af det skønneste. Jeg elsker at sidde og bare kigge på dig gå rundt. Det lyder mærkeligt, men du har den sødeste måde at stavre rundt på med armene ud til siden. Du er stadig ved at få styr på balancen, men du lander heldigvis på numsen – for det meste – når du falder. Du vælter nærmest rundt og kigger ikke hvor du går, undtagen når du når til en dørtærskel. Så stopper du op, holder faster i dørkarmen og træder forsigtigt henover dørtrinnet. Meget fornuftigt, især fordi vi har nogle ret høje dørtrin i lejligheden, som man ikke bare sådan kan stavre henover. Men det er altså stort, det dér med at kunne gå. Når du kommer hjem fra vuggestue går du bare rundt og rundt i lejligheden, samler ting op fra gulvet, pludrer og hygger dig – en helt ny verden af muligeder har åbnet sig for dig. Du kan stadig ikke rejse dig op uden at holde fast i noget, men når først du får luret kunsten, er der intet der kan stoppe dig. Der er fuld fart på.

Jeg glæder mig sådan til at se hvad næste måned bringer. Jeg håber det bliver godt og sygdomsfrit.

Jeg elsker dig

Mor

Skriv kommentar

Your email address will not be published. Required fields are marked *