Kære Augusta | 2 år

SONY DSC

Kære Augusta,

Du har lige rundet din 2 års fødselsdag. Selvom du i mine øjne stadig er min lille pige, er det ved at gå op for mig, hvor stor og selvstændig, du er ved at blive. Du er en skøn størrelse, hvis jeg selv skal sige det. Du har din helt egne meninger og ideer om, hvad du vil og ikke vil. For det meste er du sjov og kærlig, men du kan også finde på at kaste dig på gulvet i arrigskab, hvis du føler dig uretfærdigt behandlet (og det kan være alt fra, at du ikke må børste dine tænder uden hjælp til at vi misforstår reglerne i en eller anden leg, du har fundet på). Du har det fineste lange fehår og er begyndt at få krøller i nakken. Det kribler i mig for at få lov til at putte spænder og elastikker i, men men – det har du ikke givet grønt lys til endnu, og du virker ganske tilfreds med din uglede firser frisure. Men det kommer forhåbentlig en dag – og heldigvis er pandehåret endnu ikke nået ned i øjnene. Du har det dejligste og inderligste grin og din absolut mest brugte sætning lige for tiden er: ”moar/far, prøv at kom og se”. Du har det bedst hvis alles øjne er rettet på dig og det, du er i gang med. Og alle skal helst være ligeså engagerede i legen som dig. Du er vild med dit nyerhvervede legekøkken, men det er endnu bedre at få lov til at være med i det rigtig køkken. Hvis jeg er i gang med noget i køknet, som ser spændende ud, kommer du meget hurtigt slæbende med en skammel, så du kan komme op i højden og følge med. Og hvis du ikke kan være med, vil du i hvert fald rigtig gerne kigge på. Det der med at spise maden, er stadig lidt af en op- og ned tur, men har lært at leve med det. Du spiser i perioder, og det er fysisk umuligt at tvinge mad i dig. Du har en forkærlighed for cherrios, rå champignoner, ris, pasta, pølse, saltstænger, appelsiner og kiks – og ost i alle afskygninger. Du er ikke bleg for at smage på nye ting, hvis det ser spændende ud, men det bliver som regel tygget lidt på og spyttet ud. I hvert fald er du selektiv – og jeg krydser fingre for, at det bliver ved med at gå den rigtige vej med både appetitten og madlysten. Heldigvis er du ligeglad med at der bliver smuglet spandevis af grønsager ind i alt fra pizzasovs til frikadellefars, og du er blevet så ualmindelig dygtig til selv at sidde med kniv og gaffel. Det med mad er sjovest, når du får lov til at gøre præcis som de voksne – uden hagesmæk.

SONY DSC
Der er også kommet godt gang i snakketøjet og det er en fest at lytte til de sjove ting, du siger. Forleden var jeg ved at dø at grin, da du (efter at have spist) sagde ”det er okay” i et meget bekræftende tonefald, og holdt hænderne frem for at vise mig, at dine hænder ”var okay rene”. Det sjove er jo selvfølgelig, at jeg kan høre mig selv i det, du siger. Du bruger også udtrykket ”det bedre”, når du tænder lys eller sætter dig til rette i sofaen. Du fortæller stadig mange historier, som vi ikke forstår, men der kommer flere og flere ”rigtige” ord på, og det er vildt sjovt. Du overrasker hele tiden med ting du kan, som vi ikke anede.
Det absolut bedste i hele verden at er at hænge ud med familien. Du kommer tit i tanke om både din moster, morbror og mormor, og hver gang vi sætter os ind i bilen udbryder du ”juhu, mormor!”. Det er ikke altid lige populært, når du finder ud af, at vi har andre planer.

SONY DSC

Det bedste jeg ved, er når du kaster dine små arme om halsen på mig og giver kram. Du giver også gerne kys, og du elsker at sidde helt tæt og putte, mens vi ser tegnefilm på telefonen. Hvis du er rigtig puttesyg, tager du fat i hånden og signalere at du gerne vil aes og nusses i håret. Det er så hyggeligt og skønt at mærke din fuldstændig uforbeholdne kærlighed. Der er ingen tvivl om, at for dig er det bedste sted i verden bare at være sammen med mor og far. Vi kan hver vores ting, din far og mig. Når du vågner om morgenen (eller om natten) bliver der råbt ”MO-AR” højt og tydeligt inde fra din tremmeseng. Om natten er det kun mor der dur. Til gengæld er det kun far der ”må” tumle med dig i sengen eller på sofaen og finde på sjove (farlige) lege.

Jeg er så taknemlig for dig. Du giver livet mere indhold og mening, og du gør bestemt hverdagen mere livlig. Du er helt bestemt et pragteksemplar af en 2-årig. Jeg glæder mig til at se hvad det kommende år bringer for dig og vores lille familie.

Tillykke med fødselsdagen, lille skat. Jeg elsker dig.

Mor

Skriv kommentar

Your email address will not be published. Required fields are marked *