Kære Augusta | 9 måneder

Kære Augusta,

Tiden flyver. Jeg kan slet ikke begynde at forklare, hvor meget jeg nyder at følge med i din udvikling. Jeg elsker, den lille pige, du er ved at blive. Du er en energisk, nysgerrig og bestemt lille dame med en holdning til livet. For nogle uger siden, da din nysgerrighed satte næsten umulige krav til min opmærksomhed, købte vi en kravlegård på dba. En gammel én, som knirker, når du står og hopper i den eller rykker ivrigt i tremmerne. Den har været så god, og den fungere fint som et frirum, hvor jeg tør lade dig falde og eksperimentere med balancen, uden at være bekymret for, at du kommer alvorligt til skade. Du sidder selv nu, både på numsen og på knæ, og du kommer selv fra siddende stilling til kravleposition. Du skifter stadig mellem at krybe og kravle, men du gør mere og mere brug af “rigtig” kravl, fremfor de der lidt militær-agtige bevægelser henover gulvet. Men egentlig er det der med at sidde eller kravle slet ikke det, du gider bruge din energi på. Du vil helst stå op eller øve dig i at gå. Alle vegne tager du fat med dine små hænder, og rejser dig fra knæ til fødder. I kravlegården er det ingen sag at komme rundt på gåben, og du bliver også mere og mere modig. Til at starte med holdt du godt fast i siden, men efterhånden som du har fået mere blod på tanden (so to speak, for du har jo ingen tænder) slipper du både med én og begge hænder. I sidste uge stod du helt selv i flere sekunder inden du faldt og landede på numsen. Jeg kan slet ikke fatte, at min lille baby kan stå på egne ben. Der findes virkelig ikke noget bedre end at holde dig i hænderne (eller  én hånd) og se dine små ben bevæge sig med lynets hast henover gulvet. Lige for tiden hitter det rigtig meget at stå i kravlegården og gumle på en tremme, mens du ser reklamer (som jo i lang tid har været en sikker vinder) – Disney Junior er også ligeså stille ved at fange din interesse. Det ser så hyggeligt ud, og det giver mig muligheden for at tage opvasken eller forberede mad eller alle de andre ting, der kan være vanskelige at gøre, hvis man hele tiden skal have øjne i nakken. Selvom det selvfølgelig er skønt, at du er en sand lille Columbus, er du jo også helt intetanende om den fare, du udsætter dig selv for. For eksempel var du i en kort periode besat af vores spisestole. Du tog fat i benene, rejste dig op, rakte ud og fik lige med nød og næppe fat i ryglænet med fingerspidserne og forsøgte at trække dig selv længere op i armene. Det lykkedes som regel, og det ser næsten helt akrobat agtigt ud, når du hænger dér og dingler i armene. Jeg synes bestemt, det er godt at udforske, men jeg forestrækker at være lige i nærheden, når du gør det. Måske er jeg pylret, men jeg synes nu, du er lidt for lille til store ulykker. Til gengæld har jeg ikke noget imod, at du hiver alle bøgerne ud af den nederste hylde i bogreolen eller smider samtlige DVD hylstre på gulvet – det er der jo ingen der kommer til skade af.

Kære Augusta | 9 måneder

Ja, du elsker at gå og være i bevægelse. Det er efterhånden et sjælendt syn, at du sidder og leger med et stykke legetøj i længere tid; medmindre det er nyt legetøj eller en anden barns legetøj! Men det er ikke fordi, du ikke kan sidde stille. Det kan du godt. Du sidder gerne på skødet og kigger i bøger, og bladre selv ivrigt fra side til side med venstre hånd. Og du kan sidde i timevis i din barnevogn og beundre den forbipasserende verden. Mennesker, og især børn, ligger på toppen af hitlisten. Og du deler gerne ud af både charmerende blikke, hvis du kan fange nogens interesse, og du er heller ikke bleg for at kravle hen på skødet af en, for dig, vildt fremmed person og påbegynde en større udforskning af tøj, briller og tænder. Og er man særlig udvalgt, kan man endda være så heldig at få sig et kys eller to. Indtil videre, er det egentlig mest mig, der nyder godt at dine smækkys, men jeg påskønner dem virkelig (og må jeg i den forbindelse lige nævne, at jeg faktisk er dybt taknemlig for, at du endnu kun har bløde gummer at “kysse” med og ikke tænder). Du har også givet dit eget spejlbillede et dejligt, vådt kys ude på badeværelset. Det var så sødt og kærligt. Du er vild med dit eget spejlbillede og den glade baby “på den anden side”. Vi har et stort spejl ved siden af din pusleplads, som fylder hele væggen, og der findes ikke noget bedre, end at se sig selv spjætte og sprælle både før, under og efter et bleskift. Du griner og hopper, og som noget ganske nyt, klapper dig selv i hænderne eller på spejlet. Faktisk er du blevet en rigtig lille efteraber. Jeg har så svært ved rigtig at tro på, du gør tingene med vilje – men det gør du altså (tænk at du virkelig er blevet så stor). Efter vi er blevet opmærksom på, hvor gerne du vil efterabe, leger vi forskellige lege, som gentages igen og igen. Du elsker at efterabe “klappe”, og du synes også det er sjovt, at give hinanden en genstand og sige “tak” og “værs’go”, når man gør det. Du er jo så afsindig begavet, at det halve kan være nok.

Jeg er meget opmærksom på det med, hvor meget du egentlig forstår. Især fordi jeg er bange for at give dig dårlige vaner, og meget opmærksom på, at vi skal have nogle gode rutiner i forhold til spisning, putteritualer og søvn. Du sover om natten og har gjort det i lang tid nu – med få undtagelser selvfølgelig. Du bliver puttet kl. ca. 19:30 – nogle gange lidt før, andre gange lidt senere. Du vågner stort set altid mellem 07:00 og 07:30 (igen, med få undtagelser) og spise en stor portion mælk. Så leger vi, skifter ble og forbereder morgenmad. Som regel er det bare dig og mig, når vi spiser morgenmad, for din far skal være på arbejde kl. 09:00. Når vi har leget og hygget i en lille times tid, spiser du en stor portion morgengrød med frugt. Du sover formiddagslur og får mad igen omkring kl. 12:00. Eftermiddagene variere lidt i forhold til lur og eftermiddagsfrugt. De sidste par uger har du kun fået mælk morgen og aften, og om eftermiddagen spiser du frugtmos med yoghurt. Du sover stadig lur om eftermiddagen, men det sidste stykke tid har det svinget meget, hvor længe de har varet. Det skyldes måske delvist tigerspring (for jeg synes alle lure om dagen har svinget!). Aftensmaden serveres mellem 17:00 og 17:30, og det er som regel og der, far er hjemme igen. Vi er ikke nået til et punkt endnu, hvor vi spiser mad sammen (om aftenen) – og det irriterer mig lidt, for det savner jeg. Men lige nu kan det slet ikke passe sammen med din fars arbejdstider. Nogle gange når jeg at gå igang med maden inden han er hjemme, men andre dage spise vi først, når du er gået i seng. Og det er på sin vis også meget rart, for så man lidt alene-voksentid og kan nyde maden. Men en skønne dag, Augusta, så skal vi spise sammen allesammen og fortælle hinanden hvordan dagen er gået, hvad vi har oplevet og hvad næste dag byder på. Lige nu er der egentlig også rigeligt at se til, når du spiser. I sidste uge sagde sundhedsplejersken, at vi måtte igang med nogle brødmadder, og at det er vigtigt, du spiser mere grov mad. Det er det selvfølgelig også, men du har virkelig dine egne ideer om, hvad du vil spise. Smagsmæssigt afviser du intet – alt ryger indenbors, så længe det er nogenlunde fint i konsistensen. Jeg forsøger gradvist at introducere dig for grovere stykker i maden, men du har flere gange nægtet at sluge det, og i stedet kastet det hele op igen. Jeg kan ikke helt regne ud, om du gør det med vilje, eller om du stadig bare er ved at vænne dig til konsistens. Men vi arbejder på det, og brødhapserne skal nok komme (håber jeg). Nogle gange ville jeg ønske, jeg kunne se ud i fremtiden og på den måde få vished om, at du en skønne dag ikke længere er ved at kløjs i klumperne i maden. Men omvendt, når jeg tænker tilbage, havde jeg det på samme måde, da du lige var begyndt på grød – og det går jo fint nu. Det vigtigste er vel, at der kommer noget indenbors (og det gør der i den grad, du mangler bestemt ikke noget), så selvom du “ifølge din alder” burde være begejstret for brødmadder, så er det altså nu engang ikke dér din interesse ligger. Og sådan er det. Min vigtigste opgave er at hjælpe dig på rette vej og skubbe lidt på, men også vide, hvor din begrænsning er. Lød det ikke fornemt? Jeg mener det faktisk. Jeg øver mig i virkelig i at forstå dig og læse dine signaler, så alting bliver lidt lettere for os begge to. Efterhånden synes jeg, jeg begynder at kunne skelne tydeligt mellem dine lyde og signaler, og det hjælper jo også gevaldigt på det, at dine lyde lyder mere og mere som ord. Nogle gange er jeg overbevist om, at du kalder på mig og siger “moar”. Du har også haft held med “far” et par gange, men man tør alligevel ikke helt tro på det. Du imitere lydene så fint, men om helt er bevist om, hvad du siger, tror jeg ikke. Vi kan kalde det dine første “måske”-ord, som indtil videre omfatter “mor”, “far” og “mælk”, som lyder lidt ala ma-ma-ma-ma og nogle fagter med armene.

Hvad har din 9ende levemåned ellers budt på? Som sagt havde vi besøg af sundhedsplejersken – du vejede 9 kg og var 72 cm lang. Du er begyndt at sidde i en rigtig autostol, når vi kører bil, og det er du egentlig ret godt tilfreds med – bortset fra, hvis du er træt og gerne vil sove. Det passer dig ikke så godt at være fastspændt, når du skal putte. Men det vænner du dig forhåbentlig også til. Vi har også været på besøg i Legekassen, din nye vuggestue. Det var fint og overvældende på én gang. Mange af de andre forældre virkede garvede og nogle stillede irriterende spørgsmål om pædagogiske strategier, bleordning og motorisk favning. Det eneste jeg kunne tænke på var, at jeg absolut ikke på nogen måde har lyst til at overlade dig til en flok fremmede mennesker i en daginstitution. Du har allerede en gardarobe plads med dit navn og en lille bamse, der byder dig velkommen, og det så fint og ordentligt ud. Ledelsen var også rigtig søde – og alligevel, jeg ville allerhelst bare have dig for mig selv og være den der passer på dig. Jeg er sikker på, alting nok skal gå. Du er trods alt ikke den første, der skal i institution – men forhåbentlig en skønne dag, når jeg er færdig med mine studier, kan vi foretage nogle justeringer. Men når alt det er sagt, så er jeg glad for, din vuggestue i bogstaveligste forstand ligger 3 minutter fra vores hjem, og at de virkede søde og imødekommende. Det er sådan set det vigtigste. Vuggestuen åbner først i januar, når du starter, så der var selvfølgelig en masse ting, som ikke var helt på plads, men vi tager det som det kommer. Jeg kender jo endnu ikke skemaet for næste semester.

Du har haft en ordentlig omgang diarré og rød numse. Mormor passede dig, da det hele begyndte og da dagen var omme, havde vi skiftet 9 diarré bleer og et par tissebleer. Det i sig selv var nu ikke så slemt, men din stakkels lille numse er blevet så rød, så rød og næsten hudløs. Frygten lyser ud af øjnene på dig, ligeså snart man bare så meget som tænker på at skifte din ble og komme i nærheden af din ømme hud. Du har været utrolig ked af, nærmest utrøstelig, og så har du grædt og grædt så meget, at du til sidst ikke kunne få luft, og i stedet begyndte at kaste op. Det skete to gange, og det er bare ikke sjovt, siger jeg dig. Den ene gang var jeg alene hjemme, og jeg må indrømme, jeg panikkede en lille smule, da jeg ikke kunne få dig til at falde til ro. Du var helt hysterisk. Du har vel såmænd også haft lidt mavekneb og været utilpas. Ligeså lykkelig, du kan få mig til at føle, ligeså magtesløs, kan du også gøre mig. Efter du er kommet til verden, har jeg fået bekræftet for mig selv, at jeg faktisk ikke er særlig god til at bevare roen i situationer, hvor jeg mister kontrollen eller overblikket. Især hvis det er sådan lidt kritisk. Det håber jeg, jeg bliver bedre til med tiden. Natten efter, du havde været rigtig skidt tilpas, vågnede jeg tidligt (og jeg mener tidligt) og kunne ikke falde i søvn igen, fordi jeg lå og bekymrede mig om, hvordan du havde det, og hvordan vi kunne gøre næste dag bedre. Det lyder måske underligt at holde sig selv vågen midt om natten over sådan noget, men ikke desto mindre er jeg utrolig god til at bekymre mig om ting – og det skal jeg holde op med, for hvad skal det dog ikke blive til, hvis jeg skal ligge søvnløs hver gang du roder dig ud i mavekneb eller det, der er værre? Man lærer et og andet af at være mor – også om sig selv, eller skulle man sige især om sig selv.

Jeg elsker dig, og jeg elsker, elsker, elsker at du begynder virkelig at kommunikere (også selvom det betyder, at du så småt er ved at lære, hvordan du snor os om din lillefinger). Du er jordens lækreste og dejligste lille 9 måneder gamle baby.

Mor heart copy

 

Skriv kommentar

Your email address will not be published. Required fields are marked *