Kære Augusta | Feberbarn

Kære Augusta,

Du vokser så hurtigt, at det næsten ikke er til at følge med og jeg har tænkt flere gange på, at jeg er nødt til at skrive lidt oftere, så jeg ikke glemmer en masse ting. Først og fremmest skal jeg huske at sige: du er dejlig. Helt igennem skøn og dejlig. De sidste par uger har du været fuld af godt humør (med et par få undtagelser), og det er fantastisk. Din far og jeg kigger tit på hinanden og siger: “hun er bare dejlig” eller “hun er blevet helt vildt stor” – og det er du. Jeg har ingen ide om, hvor meget du vejer eller hvor lang, du er blevet, men når jeg kigger på dig, ligner du et helt lille menneske efterhånden, og ikke et spædbarn. Du bevæger dig hen over gulvet hurtigere end lynet, og har opdaget at der findes en verden udover stuedørens grænser. Nu kravler du ud i gangen og fra tid til anden overvinder du en dørtærskel ud til badeværelset, soveværelset eller dit eget værelse. Du tog dit første rigtige kravle-tag tværs henover gulvtæppet i dag (far siger, du også gjorde det igår, men der så jeg det ikke… og så tæller det ikke). Du er også blevet den heldige ejer af en gåstol (som jeg godt ved, der er delte meninger om, men som vi selvfølgelig bruger med måde), som du efterhånden har lært at mestre; ihvertfald kommer du rundt i en fart, også selvom retningen måske ikke er helt bevidst. Men du er glad for at være med, dér hvor det sker. Kigge på, grine med og undersøge alting i detaljer. Samle op, røre og putte i munden. Det er selvfølgelig ikke særlig unikt, for det gør alle børn, men det stiller krav til børnesikring herhjemme, og det har vi heldigvis fået styr på efterhånden – jeg har endda skrevet et helt indlæg om det her.

SONY DSC

Men ja, kort sagt når du vidt omkring – bortset fra den sidste uges tid, hvor du har været syg med høj feber og bagefter snotnæse. Jeg kan næsten ikke tænke på noget værre end en omgang sygdom, og mit hjerte kan næsten ikke bærer, når du grynter og hiver efter vejret bag sutten på grund af snot, eller når du ikke rigtig gider spise hverken det ene eller det andet. Men sådan er det jo at være syg, og det går også over igen. Du tager det hele i stiv arm (så det prøver jeg også), mere eller mindre, og det er da også okay at være lidt ekstra pivset, når man har det skidt (sådan er vi voksne jo også). Men det gør hverdagen lidt mindre sjov og du sover også dårligere om natten, selvom du generelt er rigtig dygtig til at sove. De sidste mange uger, har du sovet 11-12 timer i streg om natten. Én aften besluttede vi os for (altså, din far og jeg) at nu måtte det være slut med mad om natten, og når du vågnede, måtte vi tage kampen op og trøste dig, måske give dig lidt vand og sutten. Vi var kampklar og forberedte på søvnmangel. Men du vågnede aldrig den nat, og har sovet stort set hver nat hele natten lige siden. Selvfølgelig er plejer lidt en ustabil størrelse, når man kun er knap 7,5 måned gammel. Den sidste uge har du vågnet hyppigt og været ked af det – sådan rigtig ked af det, og næsten utrøstelig. Du har også været svær at putte både til middag og om aftenen. Nogle eftermiddag er du blevet puttet af 3 omgange, hvorefter du er vågnet igen 20 minutter senere i dårligt humør. Og dig, som ellers altid er glad og pludre og leger i din seng, når du vågner. Din stakkel. Det kan være svært som mor, at føle sig så magtesløs. Jeg kan ikke trylle feberen eller hosten væk, jeg kan ikke kurerer din nysen eller helbrede dit stakkels betændte øje, som løber i vand. Jeg kan bare være der og tilbyde dig mad og drikke, trøst og hygge; men jeg ville meget hellere kunne trylle dig rask.

I går aftes havde vi puttet dig kl. 19:30 0g efter adskillige vuggeviser og 30 minutters aen på ryggen, slappede du af og faldt i søvn til trods for din tilstoppede næse. Men ak og ve. Da det blev de voksnes sengetid, vågnede du igen – helt ked af det (og nok også lidt sulten eftersom al din aftensmad røg op og udover hele stuegulvet kort før puttetid). Vi rykkede din tremmeseng ind i vores soveværelse, så vi kunne være tæt på og trøste dig (normalt sover du på dit eget værelse og har gjort det siden du var 5,5 måned). Du fik lov at falde i søvn i vores seng, før far bar dig over i din egen. Og så sov du. Det gjorde jeg til gengæld ikke, for jeg kunne ikke lade være med at lytte efter dine små grynt og host, og rende over og mærke efter, om du mon var for varm eller for kold. Jeg kan ikke komme i tanke om noget, der kan bekymre mig så meget, som din trivsel kan. Det må være én af de unikke gaver, der kommer med, når man bliver mor. Det med, at man ønsker at beskytte og passe på og værne om det lille væsen, der nu er trådt ind i ens tilværelse og har vendt op og ned på det hele. Men jeg må indrømme, at jeg glæder mig til at få min altid-glade-og-livlige lille pige tilbage på den anden side af snotnæsen. Og forhåbentlig er det så årets sidste sygdomsforløb for dit vedkommende. God bedring lille skat.

Mor heart copy

Skriv kommentar

Your email address will not be published. Required fields are marked *