Kære Augusta | Velkommen til verden

Kære Augusta,

Velkommen til verden. Du er så fin og yndig og det er det er både surrealistisk og overvældende, skønt og dejligt at få dig som nyeste medlem i vores lille familie. Mens du har ligget i maven, havde vi på fornemmelsen, at du var en sprælsk og livlig lille én. Du sparkede flere gange dagligt, hoppede og moslede rundt. Og nu er du her endelig. Og vi glæder os sådan til at lærer dig at kende.

Jeg har haft lyst til at fortælle dig om, hvordan du kom til verden, og jeg har brugt lang tid på at bearbejde oplevelsen i mit hoved og forholde mig til alt det nye, som dit liv gør ved mit. Det er skønt at være mor, men også hårdt og til tider overvældende; især når man ikke har sovet Jeg bliver nemt ked af det og mister overblikket, hvis jeg ikke får sovet nok. Og selvom du sover fint af din alder, så sover jeg hverken tungt eller meget. Jeg vågner flere gange om natten, hvis jeg tror eller fornemmer, du er sulten og i starten, da du kom hjem, kunne jeg ikke sove for alle dine anstrengte lyde, når luften skulle passere gennem dine tarme. Men det er måske bare en mor-ting, som jeg må vænne mig til, altså det dér med at sove med et øje på klem.

Det var en stor oplevelse at føde dig, både for mig og din far. Vi var lige kommet hjem fra bryllup, og havde lagt os til at sove, da jeg mærkede den første ve. En lille én. Jeg ventede en halv times tid, før jeg vækkede din far (selvom han vist egentlig ikke var faldet i søvn endnu), og fortalte ham, at nu var veerne startet. Lyset blev tændt, og vi nåede aldrig at sove. Jeg var træt. I stedet brugte vi natten på at pakke taske til hospitalet, tage tid på veerne, ringe til hospitalet og spise lidt natmad. Jeg sad lidt med en varmepude, tog et varmt bad og nogle flere af alle de ting man hører, man skal gøre mens veerne tager til. Det var svært at slappe af og fuldstændig umuligt at sove. Veerne tog hurtigt til, og var kraftige lige fra starten. Jeg er normalt ikke pivset, når det kommer til smerte, men trætheden gjorde, at det var svært at koncentrerer sig om vejrtrækning og i det hele taget overskue det, at skulle føde med søvnmangel. Din far var alle tiders. Faktisk var han fantastisk. Han sørgede for varmepude, pakkede tingene sammen og ringede til hospitalet, da jeg synes, at nu havde jeg fået nok, og ikke selv gad snakke med den samme alt for rolige jordemoder i den anden ende af røret.

Kl. 5:30 kørte vi på hospitalet. Det var Søndag og det var begyndt at blive lyst. Alt åndede fred og ro og der var ikke ét øje nogen steder, hverken på vejene eller på hospitalet, da vi ankom. Det hele var så stille, og luften var så dejlig kølig og frostklar. Vi kom op på fødeafdelingen og blev vist ind i et værelse, hvor en jordemoder ville komme og tjekke, hvor langt i fødslen, jeg var. Jeg var knap 4 cm åben. Vi sad der i en halv times tid, og ventede på vagtskifte. Michael forsøgte at ringe til mormor og morfar flere gange, for at fortælle dem, at du var på vej. Men de sov tungt og tog ikke deres telefon. Det var et spændende, men også skræmmende øjeblik. Og jeg var så træt. Endelig kom der en jordemoder og hun var så sød. Hun var ung og selv gravid, og så var hun god til at berolige. Jeg fik nogle piller, som skulle hjælpe mig til at sove lidt. Michael lå på en seng ved vinduet, gardinerne blev rullet ned, og vi fik bare lov at ligge og hvile lidt. Jeg befandt mig i et stadie, hvor jeg svævede ind og ud af søvnen. Veerne gjorde det svært at slappe af, og selvom jeg trak vejret som jeg skulle, synes jeg ikke rigtig, der var noget, der hjalp. Jeg fik et lavment, men jeg kan ikke huske det. Jeg kan hverken huske, da jeg fik det eller da jeg efterfølgende var på toilettet. Jeg var så træt.

Efterhånden som veerne blev kraftigere, blev det sværere at prøve at hvile sig. Jeg fik noget akupunktur, som jeg overhoved ikke synes hjalp. For det meste stod jeg op eller sad på en stor bold og lænede mig ind over sengen, når veerne kom. Det kom næsten hele tiden. Michael græd, fordi han synes, det var synd for mig. Men han var en alle tiders støtte, og han gjorde lige præcis det, han skulle. Ham og jordmoderen skiftedes til at masserer min lænd, når veerne kom og mindede mig om at trække vejret rigtigt. Jeg kan huske, jeg zoomede mest ind på jordmoderens beroligende stemme og prøvede at gøre, hvad hun gjorde. Om det egentlig hjalp, ved jeg ikke. Ondt gjorde det. Jeg skreg ikke, men jeg begyndte at efterligne jordemoderens brumme-lyde, når jeg pustede ud. Jeg fik også lattergas, som jeg heller ikke tror hjalp. Men det gode var, at man havde noget at koncentrerer sig om: at holde i masken og trække vejret. Jeg kunne ikke tage stilling til noget, følte jeg. På et tidspunkt, spurgte jordemoderen om jeg ville i badekar – og det troede jeg måske godt, jeg ville. Hun tændte for vandet, og jeg hoppede i karret. På det tidspunkt var jeg over 9 cm åben og vandet var endnu ikke gået. Det begyndte at gøre rigtig, rigtig ondt, og jeg fik presselignende veer. Men jeg kunne ikke presse, for vandet var ikke gået. Og det gik aldrig.

Jeg har ingen ide om, hvor lang tid, jeg var i karret. Michael sad bagved mig og ”heppede” på mig, når jeg fik veer. De var hyppige. Og det gjorde ondt. Der gik ikke lang tid før jeg var 10 cm åben. Jordemoderen kom ind i lokalet med nogle minutters mellemrum og spurgte, hvordan det stod til, og tjekkede om alt var, som det skulle være. På et tidspunkt forklarede hun mig, at hun ville tage vandet, hvis ikke selv det gik – men hun ville lige vente. Vente? På det tidspunkt troede jeg alvorlig talt ikke, jeg kunne holde det ud meget længere. Jeg ved godt, der er mange der synes, at badekar er lige sagen, og jeg havde egentlig også selv forestillet mig, at det ville være en positiv oplevelse. Men jeg synes faktisk det var svært at finde sig til rette i et badekar, og jeg havde svært ved at koncentrerer mig og fokuserer, når veerne kom. Det gjorde bare pokkers ondt. Efter hvad der føltes som en evighed, men sikkert var en halv times tid, kom jordemoderen ind igen og gjorde klar til at prikke hul. Jeg mærkede det aldrig; nok mest fordi de ve-smerterne var så altoverskyggende. Forinden spurgte hun, om jeg ville føde i vandet, og det sagde jeg ok til. Jeg kunne simpelthen ikke overskue at skulle bevæge mig yderligere (og flytte mig fra badekarret og ind på briksen). Men det blev jeg nødt til alligevel, da fostervandet viste sig at være grønligt. Jeg panikkede ikke, selvom jeg godt vidste (da hun sagde det), at det ikke nødvendigvis var et positivt tegn. Så op ad karret og ind på sengen – og presseveerne var i gang. Der kom endnu en jordemoder ind i rummet for at overtage, da den første jordemoder egentlig havde fri fra sin 12-timers vagt. Men hun var så sød at blive. Jeg zoomede fuldstændig ind på hendes stemme og holdt fast i Michael. Vi var så tæt på mål og alligevel så langt fra. Jeg kan huske, jeg panikkede en smule, da det gik op for mig, at jeg pressede og pressede, og alligevel skete der ingenting. Jeg havde håbet – og måske lidt naivt troet – du var kommet ud ved første pres. Sådan ja! Det er flot. Bliv ved Amanda. Sådan. Sådan lød det fra jordemoderen i ét væk, og alligevel var det svært at tro på, det egentlig gik som det skulle. For der skete ingenting. Det sved. Det føltes som om nogen havde sat ild til mig, og jeg kan huske, jeg synes at pressefasen toppede veerne med flere længder. Jeg lå på siden og Michael måtte hjælpe mig med at holde det ene ben i vejret. Jeg fik krampe. Rigtig slem krampe. Men der var bare ikke noget at gøre ved det. Jeg pressede og pressede i 30 minutter og holdt pause på de rigtige tidspunkter – og lige pludselig var du der. Kl. 15:36. Det var den vildeste oplevelse at gå fra intens smerte og kramagtig præstation til fuldstændig overvældelse, da du blev lagt op på min brystkasse. Det føltes bare så rigtigt. Michael græd. Jeg blev rørt. Og så var jeg bare så glad. Da du kom ud faldt alle brikkerne på plads. Jeg havde gået i så lang tid og forestillet mig, hvordan du så ud – men selvfølgelig så du sådan ud. Og du lignede fuldstændig en Augusta. Du skreg ikke (i hvert fald ikke før du skulle måles og vejes). Du blev lagt til brystet næsten med det samme og tog fint fat. Du lå på mig og spiste da moderkagen kom ud og mens jeg blev syet. Det var perfekt.

Velkommen-til-verden

Jeg kan huske, jeg var overrasket over, hvor frisk jeg pludselig blev. Jeg havde været så træt og pludselig levede jeg højt på en ros af lykke og kærlighed. Trætheden forsvandt fuldstændigt. Mormor, morfar, moster Julle, onkel Kristian og morbror Magnus stod på spring for at komme på besøg. Jeg blev rørt igen. Michael tog hjem og sov den nat, fordi vi lå på en afdeling på hospitalet, hvor fædre ikke måtte sove (hvis jeg kunne gøre det om, havde jeg insisteret på, han måtte blive). Jeg lukkede ikke et øje hele natten. Jeg kunne simpelthen ikke sove, når du lå ved siden af. Trækker du vejret? Hvornår skal du spise? Hvordan kommer jeg ud af sengen, hvis du skal skiftes? Det var overvældende, at du var mit ansvar. Indtil det øjeblik, hvor jeg lå alene på en stue med dig liggende i en glaskuvøse, havde der været nogen til at hjælpe, vejlede og holde i hånden. Nu var det bare os.

Skriv kommentar

Your email address will not be published. Required fields are marked *