Mød en mor | Jennifer

Kan man virkelig få livet som hjemmemor og en karriere som selvstændig til at gå op i en højere enhed? JA, det kan man, er svaret og det er dagens mor et levende bevis på. Jeg har fået lov at stille hende nogle spørgsmål om livet som mor og drømmen om en balletskole. Læs med her.

Jennifer er 28 år, gift og mor til Nini på lidt over 2 år og Nova på 11 mdr. I øjeblikket bor hun med sin mand og sine piger på Nørrebro i en 2-værelses på 54 kvm, men til foråret flytter de i hus i Ølstykke. Jennifer er hjemmegående mor på fuldtid, men hun er også selvstændig karrierekvinde og åbnede i 2009 balletskolen Bech Ballet Akademi.

Hvornår begyndte dit liv som balletdanser? Jeg begyndte min ballettræning da jeg var 6 år og har siden danset rigtig mange steder. Bl.a. på Det Kongelige Teater som  balletbarn, i London og USA. Jeg har altid vidst, at jeg skulle være underviser og lade andre opleve eventyret ved ballet. Under min uddannelse i London oplevede jeg for alvor, at det var der, jeg skulle lægge mine kræfter. Da jeg fik en skade i foden, lå det naturligt for mig at tage fat i drømmen om at undervise og skabe min egen balletskole. Så I 2009 åbnede jeg balletskolen Bech Balletakademi og er nu godt igang med min 5. Sæson.

Hvordan kombinere du livet som selvstændig med livet som hjemmegående? Jeg har altid været meget målrettet og havde altid troet at jeg skulle være på farten og leve livet som danser og selvstændig. Men da jeg fik mine børn, ændrede tingene sig. Jeg oplevede at det var vigtigt for mine børn, at de blev hjemme hos mig. Det var ikke en nem afgørelse, fordi jeg samtidig ikke havde tænkt mig at give slip på min balletskole. Jeg har nu taget beslutningen om at være hjemme hos mine piger og stadig have balletskoen, derfor må jeg blive nød til at knokle på, for at kunne gøre begge ting. Det betyder i praksis at jeg er sammen med børnene om dagen og arbejder om aftenen (nogle gange falder jeg dog om at træthed). De dage jeg skal afsted for at undervise, kommer min mand tidligere hjem fra arbejde og er sammen med ungerne, og hvis han har travlt med job og speciale, så har vi heldigvis en dejlig familie som elsker ungerne. At jeg skulle gå hjemme og have balletskolen på samme tid, var en beslutning min mand også var med i, for det betyder nemlig at han må putte børnene alene, når jeg er af sted, arbejde om aftenen, fordi han må tage tidligere hjem osv. Ligesom jeg nogen gange må tage børnene ud i weekenden, så han har nogle timer til at arbejde i. Når tingene kan virke rigtig hårde, minder jeg mig selv om, at det kun er for en periode. På et tidspunkt skal pigerne ikke gå hjemme hele dagen, og jeg får mere tid til at arbejde. Jeg føler ikke, at jeg må tilsidesætte min karriere pga. af mine børn, jeg har valgt at få dem, og de er mit ansvar. Så må jeg arbejde om natten, hvis det er det der skal til.

Er der noget I dit liv som danser, du også kan bruge I rollen som mor? Udholdenhed 😉 Jeg er gennem dansen blevet opdraget med, at der ikke er noget at pive over så længe der ikke er blod. Det er måske lidt voldsomt, men jeg er måske blevet rustet til at tage de knubs der følger med og fortsætte ufortrødent.  Til gengæld tror jeg moderskabet har lært mig ikke at være så hård ved mig selv, når tingene ikke lykkes første gang.

jennifer

Hvordan ser en typisk dag ud hjemmehos jer? Her elsker vi at gå i legestue! Så langt de fleste dage er vi i legestue om formiddagen. Vi kommer hjem og får en middagslur, inden vi løber ud af døren igen, for at nå på legepladsen inden den bliver flydt helt op. Vi tager gerne hjem ved en 16-tiden og nyder eftermiddagen og aftenen med leg, mad, tegnefilm og bøger.

Hvad nyder du især at lave sammen med dine piger? Generalt elsker jeg at give dem gode oplevelser; de oplevelser hvor man kan se, at de rigtig hygger sig. Det kan være en tur i Zoo, men andre gange er det også simple ting som et boldspil, gyngetur eller bladjagt.

Har I nogle specielle vaner eller traditioner? Nu er pigerne ikke så gamle igen, så der er ikke kommet nogle traditioner endnu, men jeg synes traditioner er hyggelige, så det er bestemt nogle vi vil få.

Hvad mener du er de bedste værdier, man kan give sine børn med I bagagen? Og gør du noget specielt for at klæde dem på til livet? Det er vigtigt for mig at give mine børn et godt selvværd. Jeg vil gerne have dem til at vide, at de er gode som de er. Det er også vigtigt for mig, at de bliver nogle empatiske mennesker, som ikke tromler igennem uden at tænke på dem omkring sig, men de skal også vide, at det er ok og vigtigt, at stå ved deres ret og ikke lade sig tromle ned af andre. Det bedste jeg kan gøre er at give dem en masse kærlighed; være tilstede, så de føler sig vigtige og betydningsfulde. Og så må jeg jo gøre mit bedste for at være et godt eksempel for dem, når det kommer til, hvordan man behandler andre omkring sig.

Hvad gør du, når du skal forkæle dig selv? Uh, det sker ikke så tit, men en god café latte kan give hverdagen lidt forkælelse. Jeg er også begyndt at danse igen. En gang om ugen, når pigerne er lagt i seng, tager jeg af sted og får undervisning, tid til og for mig selv er forkælelse for mig. 

Hvad er dit bedste råd til andre mødre, som balancere både karriere og livet som mor? Man skal ikke være så hård ved sig selv. Jeg er ofte alt for hård ved mig selv, når jeg ikke synes, jeg formår at gøre alt til UG med kryds og Slange. Men når man har truffet sine valg om, hvordan man vil indrette sin hverdag, så er det bare med at stå ved det og være tilstede hvorend man er og ikke bekymre sig om der, hvor man ikke er. For mig er det også vigtigt, at det er et familieprojekt og ikke et Mor-projekt. Min mand støtter op om mig. Han ved godt, at jeg nogle gange må løbe hurtigt, for at give vores børn den hverdag, som vi synes er vigtig for dem. Han ved også, at når han kommer hjem fra arbejde, så må jeg nogle gange kaste mig over computeren, så jeg ikke skal sidde der hele aftenen. Det kan jo lyde rigtig fint alt sammen, men der er så til gengæld andre ting vi må se stort på. Hjemme hos os står der altid en opvask, vi mangler altid at få vasket tøj, vi burde rydde mere op og vinduerne bliver aldrig pudset. Cyklen er stadig punkteret og skuffen hænger. Men lige pt. er det ikke der, jeg gider at bruge min energi, når først børnene sover og computeren er slukket. Mit mantra er nogle gange ”hvis du ikke har tænkt dig at gøre noget ved det, så lad være med at brokke dig over det”.

(Billeder: Private)

Skriv kommentar

Your email address will not be published. Required fields are marked *