Tasken til hospitalet

Ingen stress, men min terminsdato nærmer sig med (lidt for) hastige skridt, og jeg halter lidt bagefter med at føle mig klar, sådan rent mentalt ihvertfald. I sidste uge fik jeg endelig købt og bestilt den udvalgte Pacapod pusletaske, som jeg allerede er stor fan af og glæder mig til at tage i brug. Den er rummelig, praktisk og tilmed pæn – efter min mening. Den er bestemt et senere indlæg værd, for den er enhvert ordensmenneskes svar på en Mary Poppins taske. Under min sidste barsel erfarede jeg, at min pusletaske hurtigt blev for lille og jeg havde svært ved at holde orden i de to store rum. Den var pæn, men bare alt for lille og upraktisk; især når først skemad, sutterflasker og legetøj begynder at dominere taskens indhold.

Taskens første prøve bliver at agere hospitalstaske. I slutningen af min sidste graviditet fik jeg at vide, at vi måske ville blive nødt til at føde ved akut kejsersnit pga noget uregelmæssig hjertelyd hos babyen. På det tidspunkt havde jeg hverken pakket en taske eller vasket al babytøjet, så denne gang prøver jeg at være på forkant med alle tænkelige og utænkelige scenarier. Det vil sige, babytøjet er vasket, sengen er redt og pakkelisten til hospitalet er klar – nu mangler jeg bare rent faktisk at pakke den (selvom den er fantastisk, så pakker den jo ikke sig selv!).

Faktisk er det en stor hjælp at have født før – ihvertfald når det kommer til at tro jeg ved nogenlunde hvad jeg får brug for. Normalt tilbringer man jo ikke særlig meget tid på hospitalet efter fødslen, men det er alligevel godt at være forberedt. Sidste gang havde vi planlagt at skulle på barselshotel efter fødslen, men i stedet endte jeg med at overnatte alene på en kedelig stue på Rigshospitalet, fordi lægerne gerne ville holde øje med A (jeg kan faktisk ikke huske hvorfor). Så ja, man kan aldrig vide sig sikker og det er bedre at være safe than sorry. Her er ihvertfald min pakkeliste…

tasken til hospitalet
Tasken til hospitalet

Til mig:
Tandbørste og tandpasta
Make up (som minimum mascara)

Shampoo og sæbe
Hårbørste
Elastikker og hårbånd
Deodorant
Læbepomade
Løstsiddende tøj (ynglings joggingbukserne og en t-shirt)
Sokker eller sutsko
Behagelig sports BH
Glattejern
Ørepropper (hvis jeg ender på stue med andre nybagte mødre)
Sovebriller (erfarede sidst at mørklægningsgardiner er ikke-eksisterende på sygehuset)
Vandrejournal
Snacks (overraskende nok disker de ikke rigtig op med det helt store på hospitalet! Indtil videre lyder min madpakke på energibar, nødder, marabou, vindruer, æble, juice)
Mobil + oplader
Høretelefoner
Kamera + oplader (og et memory kort med masser af plads)
Evt. skiftetøj til far
Medela Purelan creme

Til baby:
Bodystocking
Tøj til hjemturen
Strømper
Woombie (første gang jeg skal forsøge mig med sådan en)
Hue
Autostol og tæppe/dyne
Sutter

Den første tid hjemme:
Udover tasken til hospitalet, har jeg også et par essentielle ting til den første tid efter fødslen hjemme. Nogle af tingene på listen har at gøre med mine erfaringer med amning sidst, og er et forsøg på at komme godt fra start, så det er ikke sikkert, det er lige relevant for alle.

Hospital nettrusser (magen til dem man får udleveret på hospitalet – ikke kønne, men jeg var meget glad for dem sidst)

Stor kasse engangs ammeindlæg (når mælken løber til. Sidst forsøgte jeg mig med ammeindlæg i både uld og silke, men i sidste ende var det engangs der fungerede bedst for mig)

Ekstra store hygiejnebind (til de første par uger – fx TENA natbind)
Sports BHer i et par størrelser større (synes det er svært at købe amme BHer før mælken er løbet til og amningen er igang. Fandt nogle udmærkede, bløde sports BHer på tilbud i BILKA)

Medela Purelan creme 

Ammevenlig smertestillende

Elektrisk brystpumpe (en dyr investering, men absolut pengene værd hvis man kæmper med amning. Man kan også leje dem hos fx Falck, Babysam og nogle apoteker)

Postpartrum bælte (kan købes forskellige steder, men jeg har købt mit på ebay – har ingen erfaringer med det, men jeg læst lidt på det, og besluttede mig for at give det et forsøg og hjælpe mavemusklerne lidt på vej)

www.med24.dk er et udemærket sted at lede efter både nettrusser og flere af de andre praktiske ting.

Har I andre ting i tasken?

*Indlægget er på ingen måde sponsoreret

Skriv kommentar

Your email address will not be published. Required fields are marked *